Projektet er forsinket, men til januar går kommunen i gang med at ombygge Markedspladsen i Aabenraa. To tredjedele af de nuværende parkeringspladser bevares, men der bliver også plads til leg og ophold.
Aabenraa: Projektet har ladet vente på sig, men nu har politikerne fået lovning på, at ombygningen af Markedspladsen i Aabenraa begynder til januar.
Det betyder, at en ny og mere indbydende version af Markedspladsen kan være færdig næste forår.
Den nye markedsplads er faktisk en del af byfornyelsen for den sydlige bydel, som blandt andet omfattede en omlægning af Rådhusgade og Storetorv. Den del af projektet er for længst afsluttet, men omlægningen af Markedspladsen er blevet forsinket, fordi det har trukket ud at få aftaler i stand med entreprenørerne.
- Områdefornyelsen i den sydlige del af Aabenraa er et projekt til sammenlagt 50 millioner kroner.Markedspladsen er den sidste del af projektet.
Leg og ophold
Planen er, at det fortsat skal være 44 parkeringspladser på Markedspladsen. Der skal også være plads til, at der kan være torvehandel på pladsen om lørdagen.
Men i kanten ud mod Rådhusgade og mod H.P. Hanssensgade laves et bredt grønt område, der kan bruges til leg og ophold.
Den oprindelige plan for Markedspladsen gik ud på at omdanne hele pladsen til legebakke, men den idé mødte stor modstand - blandt andet fordi parkeringspladserne så forsvandt.
Aabenraa Kommune er så småt begyndt på omlægningen. Den tidligere taxabygning på Markedspladsen blev nemlig revet ned her i efteråret.