Varnæs-Bovrup Idrætsforening stiller med tre gymnaster til det danske juniorlandshold i powertumbling, der finder sted i denne uge i Tokyo. Faciliteterne på Sundeved Efterskole er optimale for sporten.
Bovrup: Kroppe hvirvler gennem luften i kraftspring, saltoer med både halve og hele skruer. Bøjet - eller strakt, hvis man ellers kan. Gymnastikhallen på Sundeved Efterskole er en sand myretue denne mandag aften, hvor det er Varnæs-Bovrup Idrætsforenings powertumblere, der har indtaget gulv og måtter:
Efter et kort og heftigt tilløb gælder det om at tage en serie på otte baglæns spring af forskellig sværhedsgrad inden det hele ender med en spektakulær afslutning i den bløde fald-måtte.
- Power-tumbling kræver meget af kroppen, det er hårdt - derfor er det vigtigt, at udøverne er fysisk stærke. Det vil sige at træningen indeholder både spring og styrke-øvelser, fortæller Kristian Franker Holm.
Han er idrætslærer og pedel på Sundeved Efterskole. Men derudover er han landstræner for det danske junior-landshold i power-tumbling. Og netop denne mandag hersker en særlig stemning blandt de godt 30 aktive power-tumblere under Varnæs-Bovrup Idrætsforening. Det er nemlig sidste træning, inden turen går til VM i powertumbling i Tokyo, Japan.
- Power-tumbling er en spring-disciplin, hvor udøveren skal vise otte baglæns spring af forskellig sværhedsgrad og med stigende tempo på en 25-26 meter lang fiber-bane, der fungerer som et elastisk springbræt og derfor giver godt afsæt til kraftspring og saltoer. Der gives point for sværhedsgrad, tempo, stil og takt.Varnæs-Bovrup Idrætsforening tilbyder power-tumbling på Sundeved Efterskole, hvor der for tiden er fire hold med godt 70 aktive. De træner to timer tre gange om ugen, hver gang med mindst en halv times styrkeøvelser.
Håb om medaljer
- Vi har før været med til VM. Første gang var i 2015, hvor vi havde én med fra VBIF. I 2017 havde vi to - og i år har vi så tre deltagere med: Jeppe Lumbye Mikkelsen, der stiller op i klassen for 13-14-årige, samt Dicte Marie Faber og Signe Fisker, der begge er med i klassen 11-12-årige, fortæller Kristian Franker Holm. Han stiftede selv bekendtskab med sporten i 2012.
- Jeg havde selv dyrket gymnastik og spring-gymnastik inden da. Jeg syntes jo, at power-tumbling så mega-sejt ud og oprettede derfor et hold under VBIF efter at jeg fik job på skolen. Første gang kom der to - nu er vi oppe på 70 aktive på fire forskellige hold, fortæller træneren, der selv tager med til Japan, hvor han i øvrigt kan fejre 31-års fødselsdag.
- Vi har en del dygtige seniorer på landsholdet. De har alle kvalificeret sig gennem tre svære udtagelses-konkurrencer i løbet af året.
Der er endda begrundet håb om en VM-medalje til de voksne atleter, mener Kristian Franker Holm.
- Derimod forventer jeg ikke, at juniorerne henter medaljer. De skal egentlig også bare have en god tur og så samle en masse erfaringer. De er også tilskuere ved voksen-konkurrencerne, der ligger en uge før deres.
Der er fem klubber i Danmark, der tilbyder power-tumbling. Forholdene på Sundeved Efterskole er optimale, mener landstræneren, der betegner skolen og VBIF som et kraftcenter for spring-disciplinerne.