Ny lovgivning betyder, at Arwos skal teste drikkevandet mere og for flere stoffer. Som noget nyt skal drikkevandet testes hos forbrugerne.
Aabenraa: Der bliver flere hanevrid, fyldte forsøgsglas og laborantprøver. Arwos skruer nemlig op for prøver af drikkevandet. Det sker som følge af en ny bekendtgørelse.
I alt går Arwos fra 34 prøver til 44 prøver om året.
- Vi skal teste vandet flere steder på ledningsnettet. Det betyder, at vi som noget nyt, skal teste vandets kvalitet ude hos forbrugerne, forklarer ansvarlig for Arwos' vandanalyseprogram, Lone Bomberg Andersen.
Arwos er derfor i gang med at lave aftaler med forskellige forbrugere. Aftaler, som er kortvarige, fordi der skal findes nye testhaner ved hvert årsskifte.
- Hos forbrugerne vil der primært blive udtaget vandprøve til analyse for bakterier i drikkevandet. Enkelte forbrugere vil også opleve at vandprøven omfatter analyse for pesticider, uddyber Lone Bomberg Andersen.
Tjekker for flere stoffer
De nye regler betyder også, at der skal testes for flere stoffer såsom sprøjtemidler og de stoffer de nedbrydes til gennem jordlagene. En naturlig udvikling, mener konstitueret vandchef Susanne Lehmann Pagh
- Man bliver hele tiden klogere på, hvilke stoffer der er i risiko for at forurene drikkevandet. Derfor er det det eneste rigtige, at kravene til prøverne ændres i takt med, at vi får ny viden. For os er det afgørende, at vandet er så rent som muligt, siger hun.
Hun peger på, at flere vandværker i Danmark i 2017 meldte om fund af cloridazon - et tidligere sprøjtemiddel til roeproduktion. I den forbindelse fik Arwos testet drikkevandet ekstraordinært. Prøverne viste ingen fund, men nu bliver cloridazon en fast del af kontrollen af boringer. Dét er sammen med 35 andre pesticider - heriblandet det fornyligt omtalte stof kaldet DMS.
Analyseprogrammet er godkendt af Aabenraa Kommune og er trådt i kraft 1. juli